§ 1 Fondens navn og hjemsted
Fondens navn er ”Fonden Spøttrup Studegård” med hjemsted i Skive Kommune.
Fonden er stiftet af Spøttrup Turistforening og Den selvejende institution
Rødding 2020.
§ 2 Fondens formål og opgaver
Fondens overordnede formål er at arbejde med en helhedsplanlægning og en udvikling af det geografiske område, der udgør Oplevelsesklynge
Spøttrup. Oplevelsesklynge Spøttrup består af områderne omkring Spøttrup borg og –sø samt områderne Rødding, Ålbæk, Vadum, Knud Strand og Nymølle i Vestsalling.
Det er
i den forbindelse også fondens formål at arbejde for at fremme, pleje, bevare og beskytte naturen.
Fondens formål kan blandt andet søges realiseret gennem etablering, vedligeholdelse og drift af Spøttrup Studegård.
Ejendomme og jordarealer kan erhverves til at indgå i Spøttrup Studegård med henblik på, at disse bliver centrale elementer i arbejdet med helhedsplanlægning, udvikling og formidling af det unikke kulturarvsmiljø og landskab
omkring Spøttrup Borg, Spøttrup Sø, samt landskabet ud mod Limfjorden. Dette kan blandt andet ske gennem udvikling og demonstration på bæredygtige vilkår af landskabspleje og naturbeskyttelse/bevarelse samt nyskabende
arkitektur i forhold til studedrift samt gennem nye formidlings- og oplevelsesaktiviteter.
Også ejendomme og arealer, der ligger uden for Oplevelsesklynge Spøttrups geografiske område kan evt. indgå i aktiviteter tilknyttet
Spøttrup Studegård, hvis de kan bidrage til at udvikle og formidle Spøttrup Studegårds aktiviteter omkring studedrift, landskabspleje, oplevelsesaktiviteter m.v.
Fondens formål kan også søges realiseret
gennem køb, leje og/eller forpagtning af fast ejendom til brug for andre typer af aktiviteter, projekter og virksomheder, som fremmer fondens formål. Ligeledes kan fondens formål søges realiseret ved, at Fonden selv står for
drift af sådanne aktiviteter, projekter eller virksomheder, og/eller at Fonden støtter andre aktører i Oplevelsesklynge Spøttrups drift heraf.
Fonden ejer og driver Væksthus Spøttrup. Væksthus Spøttrup
skal fungere som et videns-, inspirations- og oplevelsessted for menneskers brug af jordens ressourcer på et bæredygtigt grundlag og til daglige behov.
Fondens formål er almennyttigt/velgørende.
§
3 Fondens grundkapital
Fondens grundkapital udgør 25.000 kr., som er indsat på en spærret konto i fondens navn.
Der kan kun rådes over grundkapitalen med godkendelse fra fondsmyndigheden (Skive Kommune) og
med godkendelse fra Civilstyrelsen.
§ 4 Fondens forhold til stifteren
Der er ikke tillagt stifterne eller andre fordele i forbindelse med stiftelsen.
Fondens midler kan ikke på noget tidspunkt gå tilbage
til stifterne.
§ 5 Fondens bestyrelse
Bestyrelsen er den øverste myndighed i fonden.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der er udpeget i henhold til vedtægten.
Som medlem af bestyrelsen
skal udpeges personer, som har faglige kompetencer, viden og erfaring inden for fondens formål, herunder kvægbranchen, naturpleje, turisme og økonomi.
Bestyrelsen er selvsupplerende. To medlemmerne af bestyrelsen er udpeget for
en periode af 2 år i ulige år og 3 medlemmer for en periode på 2 år i lige år. Første gang efter vedtagelse af denne fundats trækkes lod om rækkefølgen Genudpegning kan finde sted. Valgperioden starter
og udløber umiddelbart efter årsmødet.
Bestyrelsen skal med passende mellemrum vurdere, om bestyrelsens sammensætning og medlemmernes kompetencer enkeltvis og samlet afspejler de krav, som fondens formål, herunder både
erhvervs- og uddelingsformål, strategi, økonomiske stilling og forhold i øvrigt, stiller. I vurderingen skal også indgå bestyrelsesmedlemmernes evne og vilje til uvildigt og upartisk at varetage fondens formål.
Konstaterer
bestyrelsen, at der er væsentlige svagheder i bestyrelsens sammensætning, påhviler det bestyrelsen af egen drift at tage initiativ til at ændre sammensætningen, om nødvendigt i dialog med fondsmyndigheden.
Et medlem
af bestyrelsen kan i udpegningsperioden til enhver tid udtræde af bestyrelsen. Det er kun fondsmyndigheden, der kan afsætte et bestyrelsesmedlem i løbet af en udpegningsperiode.
Bestyrelsen fastsætter ud over vedtægtsbestemte
forhold selv sin forretningsorden.
I umiddelbar forlængelse af årsmødet afholder den nye bestyrelse et konstituerende møde, hvor medlemmerne af deres midte vælger en formand og en næstformand samt eventuelt
en sekretær for bestyrelsen.
Formanden - og i dennes fravær næstformanden - indkalder til og leder bestyrelsesmøderne.
Der indkaldes til bestyrelsesmøde efter behov med mindst 7 dages varsel og med angivelse
af dagsorden. I ekstraordinære situationer kan der indkaldes med kortere varsel. Formanden skal indkalde til bestyrelsesmøde inden 14 dage, såfremt 2 medlemmer eller revisor ønsker et møde. Der afholdes dog mindst 2 møder
årligt i henholdsvis første og andet halvår.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen er også beslutningsdygtig, når alle medlemmer er til stede og enige i
mødets afholdelse, selvom betingelserne vedrørende frist for mødeindkaldelse og dagsorden ikke er overholdt.
Bestyrelsen træffer beslutninger med simpelt stemmeflertal. Dette gælder dog ikke beslutninger om opløsning,
jf. § 15 og vedtægtsændringer, jf. § 14 samt væsentlige beslutninger, jf. § 13. I tilfælde af stemmelighed er formandens - og i dennes fravær næstformandens - stemme afgørende.
Bestyrelsen
fører en protokol, hvori alle beslutninger indføres. Protokollen underskrives af de tilstedeværende medlemmer senest på næste møde. Et medlem, som ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sine synspunkter
indført i protokollen.
Bestyrelsen modtager ikke vederlag, men afholdte udgifter kan godtgøres.
§ 6 Årsmøde
Fonden afholder et særligt bestyrelsesmøde (årsmøde),
hvert år inden udgangen af marts, hvor bestyrelsen godkender fondens årsrapport. Mødet finder sted i Skive kommune.
Dagsordenen for fondens årsmøde skal omfatte følgende punkter:
1. Orientering
om det seneste regnskabsår v/formanden.
2. Godkendelse af fondens årsrapport.
3. Beslutning om anvendelse af overskud til konsolidering af fonden, til anvendelse i henhold til formålsbestemmelsen, eller dækning af tab
i henhold til den godkendte årsrapport.
4. Valg af nye medlemmer eller genudpegning af medlemmer til bestyrelsen.
5. Valg af revisor.
6. Eventuelt
§ 7 Anbringelse af fondens aktiver
Det
er bestyrelsens ansvar, at fondens aktiver til enhver tid er anbragt på forsvarlig og betryggende vis under hensyntagen til såvel sikkerhed som til muligheden for at kunne opnå et tilfredsstillende afkast.
§ 8 Anvendelse
af overskud m.v.
Fondens midler kan ikke anvendes af enkeltpersoner til private formål, ligesom et eventuelt overskud kun kan anvendes i overensstemmelse med fondens formålsparagraf efter henlæggelse til rimelig konsolidering.
Bestyrelsen er frit stillet i sit skøn over anvendelsen af de til uddeling værende disponiblebeløb, herunder med hensyn til om der et givent år skal ske uddeling af alle fondens frie reserver eller kun en del heraf. I sidstnævnte
tilfælde overføres resterende disponible beløb til det efterfølgende regnskabsår.
§ 9 Fondens regnskabsår
Fondens regnskabsår er 1. januar til 31. december.
Fondens første
regnskabsår løber fra stiftelsen til udgangen af regnskabsåret.
§ 10 Årsrapport
Bestyrelsen overvåger fondens drift og påser, at der udarbejdes budget og føres nøje
regnskab. Budgettet sendes til fondsmyndigheden (Skive Kommune) til orientering.
Fondens årsrapport skal aflægges i overensstemmelse med årsregnskabslovens bestemmelser herom.
Årsrapporten udarbejdes og underskrives
af bestyrelsen og sendes til fondsmyndigheden (Skive Kommune) til godkendelse.
§ 11 Revision
Fondens årsrapport skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Revisor vælges hvert år
af bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.
§ 12 Tegningsregel
Fonden tegnes af formanden for bestyrelsen sammen med yderligere et medlem af bestyrelsen, af 3 medlemmer af bestyrelsen i forening eller af den samlede bestyrelse.
§ 13 Væsentlige beslutninger
Væsentlige beslutninger vedrørende fonden, så som køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt indgåelse og ophævelse af lejekontrakter, mv.,
træffes af bestyrelsen med mindst 4/5 flertal og med godkendelse fra fondsmyndigheden (Skive Kommune).
§ 14 Ændring af vedtægten
Ændringer af fondens vedtægt kræver, at mindst 4 medlemmer
af bestyrelsen stemmer for, samt godkendelse fra fondsmyndigheden. Desuden kræver væsentlige vedtægtsændringer også godkendelse fra Civilstyrelsen.
§ 15 Opløsning af fonden
Beslutning
om opløsning af fonden kræver, at mindst 4 medlemmer af bestyrelsen stemmer for. En opløsning af fonden forudsætter tillige fondsmyndighedens (Skive Kommune) tilladelse og samtykke fra Civilstyrelsen.
I tilfælde af
opløsning skal dens eventuelle nettoformue anvendes efter bestyrelsens beslutning med almindelig stemmeflerhed og med godkendelse fra fondsmyndigheden (Skive Kommune) i overensstemmelse med fondens formålsbestemmelse, og, hvis dette ikke er muligt,
til almennyttige aktiviteter i Skive Kommune.
§ 16 Ikrafttræden
Disse vedtægter træder med virkning fra den 12.02.2022 i stedet for tidligere vedtægter fra 14.06.2012 og 11.11.2011.